Ny videnspraksis

Således stilles der krav om at de mellemlange videregående uddannelser skal være vidensproducerende på et praksisbaseret og professionsrettet grundlag.

Med MVU-rådets tidligere oplæg ”Professionel viden – hvordan kan den anvendes bedre” (2007) og den formulerede interesse i at udvikle og kvalificere professionsrettede og praksisbaserede kundskabsformer, der som en ny form for vidensstrategi sigter mod at bryde det traditionelle videnshierarki, der placerer den teoretiske viden øverst og den praktiske viden nederst, er der skabt en åbning for et nyt vidensbegreb.

De nye vidensstrategier peger med CVU-lovgivningens begreb om ”anvendt forskning” og MVU-rådets forslag om en 3-deling af vidensbegrebet (forskningsviden, udviklingsviden og praksisviden) ikke blot mod at bryde med den traditionelle dualisme mellem teoretisk viden (eksplicit viden), og praktisk viden (implicit viden), men på nye vidensbegreber inden for disciplinen knowlegde management i form af ’viden som proces’ eller ’viden i brug’.

I et videre og fremadrettet perspektiv må der derfor investeres i et omsætnings- og anvendelsesperspektiv, der som en ny form for videnspolitik ikke handler om viden om praksis eller om viden i praksis (endsige om at putte teori på praksis eller praksis på teori), men om viden gennem praksis, dvs. en praktisk-poetisk viden (med et begreb fra DPU’s tidligere rektor Lars-Henrik Schmidt), der ikke alene lader sig oparbejde i tilknytning til teoretiske kundskaber eller praktiske færdigheder, men i højere grad er forbundet med en praksis- og professionsrettet kompetenceudvikling (praktisk viden).

Hvad betyder det? Det betyder at man i højere grad må fokusere på hvordan teoretiske kundskaber og praktiske færdigheder omsættes og anvendes i forskellige kontekstuelle sammenhænge, dvs. hvilken form for professionel kompetence professionsudøveren udvikler. Her kan der skelnes mellem 3 forskellige former for professionel viden:

1. Viden om praksis (teoretisk viden)
2. Viden i praksis (praktisk erfaring)
3. Viden gennem/via praksis (praktisk viden)

Grundlæggende handler det om, hvordan vi praktiserer viden (og erkendelse) og om hvordan vi udvikler ny viden i praksis. Det er den praktiske omgang med viden, der er det centrale og fundamentet for det såkaldte videnssamfund. Og det er derfor helt centralt, at man i MVU-rådets oplæg lagde vægt på, at ”professionsudøverens viden skal indgå i en sammenhængende forsknings- og udviklingsindsats”.

På den baggrund bør der etableres udviklingsprojekter og forskningsprogrammer, der kan støtte op om undervisernes og de studerendes aktive inddragelse i udvikling og omsætning af en skabende og kreativ professions- og praksisviden. I fremtiden må vi nemlig gå ud fra, at praksis- og professionsbaseret viden i langt højere grad skal integreres direkte i undervisningen og i de studerendes læreprocesser. I den sammenhæng bør der investeres langt mere offensivt i at integrere aktionsforskning og aktionslæring i undervisningen på professionshøjskolerne.

Herudover består udfordringen i at etablere nogle tværgående udviklingsprojekter inden for rammerne af de nye professionshøjskoler. Det ligger nemlig i kortene, at de nye professionshøjskoler mere direkte skal bidrage til at løse problemer i den offentlige, halvoffentlige og private sektor, eksempelvis inden for sundhed, læring, socialt arbejde, omsorg, offentlig forvaltning, arbejdsliv, osv. gennem det vi i dag kalder for offentlig-, social- og brugerdreven innovation.

Den megen interesse for innovation og entrepreneurskab skal også ses i det lys, nemlig at få uddannelserne gjort mere produktive i forhold til at løse forskellige opgaver gennem deres faglighed og kernekompetencer. Det kræver imidlertid et tættere og mere forgrenet samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, kommuner, virksomheder og forskningsinstitutioner, hvor lærere og studerende aktivt kan indgå i sådanne projektkonstruktioner. Herudover rummer de tværgående partnerskaber og projektkonstruktioner mellem professionshøjskoler og eksempelvis offentlige virksomheder et særligt potentiale for at danne nye uddannelses- og studiemoduler samt nye former for praktikker.

Der må på den baggrund etableres nogle koblinger eller drivremme, der på dynamisk vis kan forbinde de forskellige parter for derigennem at opkvalificere og udvikle nye lærings- og kompetenceformer på de enkelte uddannelser. I det perspektiv vil der inden for de enkelte studiemoduler kunne genereres forskellige typer af empiri i relation til de formulerede studie- og uddannelsesprogrammer. Sådanne studie- og uddannelsesprogrammer ville uden videre kunne indarbejdes i uddannelsesinstitutionernes eksisterende studieordninger som en ny måde at arbejde med de faglige stofindhold på.