Moderniteten

Eller er der bare tale om et forbigående konjunkturelt fænomen, præget og tonet af politiske og ideologiske interesser? Noget kunne tyde på, at der er tale om et mere strukturelt og historisk træk ved moderniteten.

Et af de karakteristiske træk ved moderniteten er på den ene side globaliseringen, der som et konstitutivt forhold ved de moderne markedskræfter etablerer tværgående forbindelser og netværk mellem nationale, regionale og kulturelle områder via informations- og kommunikationsteknologi. Dette træk ved moderniteten har skabt helt nye muligheder for udvikling af viden, uddannelse, politik, økonomi og kunst, idet videns- og kulturproduktionen i dag accelereres og modelleres på kryds og tværs af nationer, kulturer og institutioner.

På den anden side, og parallelt med globaliseringstendensen, er moderniteten karakteriseret ved en tiltagende individualisering. Udvikling af individualitet og individualitetsformer gennem identitetsskabende livsstilsvalg og æstetiseringer har bragt individet og individualiteten på banen som kulturel agent og politisk forbruger.

Forholdet mellem globalisering og individualisering betegner således en ny og konkurrerende akse over for det mere klassiske forhold mellem stat og civilsamfund:

INDSÆT BILLEDE

Med globaliseringen og de åbne markedsdannelser er alle institutioner i dag underkastet et pres og en forventning om, at kunne begrunde og legitimere deres egen eksistens. De er tvunget til at gøre rede for sig selv og deres nytteværdi – tvunget til at dokumentere og evaluere sig selv, ikke mindst på baggrund af et nationalt og internationalt pres om sammenlignelighed. Institutionerne er med andre ord tvunget til kommunikation, selviagttagelse og selvrefleksion – de er tvunget til at synliggøre og tydeliggøre deres særegenhed og vise hvori de udmærker sig i forhold til andre institutioner.

I dag sætter vi spørgsmålstegn ved legitimiteten og berettigelsen af overleverede traditioner og autoritetsforhold. Om noget er det et karakteristisk træk ved moderniteten, at der stilles spørgsmål. Vi sætter spørgsmålstegn ved institutionernes begrundelse og legitimitet, og vi stiller spørgsmål til vores forhold til institutionerne. Måske kan vi ligefrem tale om et nyt oplysningsprojekt, der i forhold til det første oplysningsprojekt er karakteriseret ved en oplysningens selvoplysning, idet hver enkelt institution må besinde sig på sig selv og sin egen kulturelle og samfundsmæssige eksistensberettigelse. Derfor er der i dag mere end nogensinde fokus på ledelse og lederskab, herunder værdibaseret ledelse, innovations- og forandringsledelse.

På et andet niveau er uddannelsesinstitutionerne og lærerne underkastet et legitimationspres, idet elever og studerende stiller spørgsmål til meningen, relevansen og nytten ved deres uddannelse og skolegang: Hvad kan jeg bruge min skolegang til, og hvad kan skolen gøre for mig? På hvilken måde kan min skole eller uddannelse støtte mig i min udvikling og identitetsdannelse? Hvilken værdi har min uddannelse? I forhold til den faglige undervisning kan elever og studerende spørge til fagenes og undervisningens værdi og betydning: Hvad kan jeg bruge dette fag og denne undervisning til? Hvilken værdi har det og hvad betyder det for mig?

Den kulturelle modernisering af folkeskolen og uddannelsesinstitutionerne betyder, at børn og unges forhold til skolegang og uddannelse indgår i deres identitetsprojekt. Der ligger et stort identitetsarbejde indbygget i deres sociale og kulturelle omgangsformer, i måden, hvorpå de i institutionerne modellerer, distancerer og manifesterer sig gennem forskellige former for identitetsafprøvninger. Med de kulturelle moderniseringsprocesser kan man sige, at valget af uddannelse har forskudt sig fra at være et socialisationsmedium til at være et realisationsmedium, der retter sig mod selvrealisering og selvudfoldelse snarere end mod socialisering og oplæring. Det handler ikke længere om hvad man kan blive, men hvem man kan blive.

De unge investerer i dag på en anden måde i deres uddannelser end tidligere. De investerer sig selv. På den baggrund er det væsentligt for børn og unge, at de kan identificere sig med deres uddannelsesprojekt og kræver derfor, at institutionerne kan tilbyde dem et personligt og meningsfuldt perspektiv, et attraktivt miljø og en lovende fremtid.

I dag eksisterer der således en historisk forventning om, at uddannelsesinstitutionerne kan gøre rede for nytteværdien, når de studerende vælger at investere i en uddannelse. Institutionerne må kunne gøre rede for uddannelsernes praktiske værdi, og i hvilken forstand man kan omsætte og anvende sine kundskaber og færdigheder i professionelle sammenhænge med særligt henblik på personlig udvikling og en åben fremtidshorisont. Institutionerne må med andre ord kunne demonstrere, hvordan viden kan skabe social, kulturel og personlig værdi. Og herom handler netop innovation og entreprenørskab, idet innovation handler om at tænke nyt og få nye ideer, og entreprenørskab handler om at gøre nyttigt, dvs. at omsætte ideerne til noget, der har værdi.