Innovation og entreprenørskab

Udvikling og stimulering af barnets nysgerrighed, fantasi og kreativitet samt dets eksperimenterende og udforskende forhold til sin omverden er grundtræk, der løber som en rød tråd gennem den pædagogiske idéhistorie fra Rousseau over reform- og erfaringspædagogik, værksteds- og projektpædagogik og frem til Folkeskoleloven af 1993.

Imidlertid indvarsler begreberne innovation og entrepreneurskab en pragmatisk vending inden for det pædagogiske felt; en mere praksis- og anvendelsesorienteret drejning, hvor det i højere grad kommer til at handle om værdien og anvendelsen af bestemte kundskaber og færdigheder i relation til forskellige og eksterne sammenhænge af f.eks. kulturel, social og institutionel art.

Evnen til at omsætte og anvende kundskaber og færdigheder i relation til konkrete sammenhænge er en grundlæggende forudsætning for al kompetenceudvikling, herunder udvikling af innovative og entreprenante kompetenceformer. Det drejer sig eksempelvis om at kunne omsætte og anvende eksisterende viden på en ny måde og i nye sammenhænge, der kan siges at skabe nye muligheder for erkendelse og handling.

Hvis vi med den græske filosof Aristoteles skelner mellem begreberne ’episteme’ (viden), ’techne’ (kunnen) og ’phronesis’ (gøren), kan vi sige, at en praksis- og anvendelsesorienteret kompetenceudvikling baserer sig på, at man gør og skaber noget med sine kundskaber og færdigheder. Det vil sige, at man bruger dem til noget med et bestemt formål for øje – på samme måde, som en håndværker gør brug af sine kundskaber og færdigheder med en bestemt konstruktion for øje. Man sætter noget nyt i værk – et nyt perspektiv, nye måder at tænke, sanse og forbinde tingene på; nye måder at kombinere, komponere og konstruere på. Det drejer sig om nye måder at intervenere på – nye måder at gå til værks og være virksom (entre-prenere) på.

Innovative og entreprenørielle læreprocesser indikerer således en forskydning fra en viden (hvad ved du?) til en kunnen (hvad kan du?) formidlet af en gøren (hvad gør du?). En sådan anvendelsesorientering implicerer imidlertid en ny form for taksonomiforståelse, hvorved fagenes eksisterende indholdsbeskrivelser (hvad skal vi vide?) må suppleres af en række nye kompetencebeskrivelser (hvad skal vi kunne?). Det må her demonstreres, hvordan og på hvilke måder viden kan praktiseres, omsættes og anvendes – i praksis. Det vil sige, hvad man skal gøre for at kunne omsætte sin viden til en kunnen.

I relation til det eksisterende og klassiske begrebsforhold mellem kundskaber (viden) og færdigheder (kunnen) har vi at gøre med et nyt og overgribende begrebsforhold bestående af personlige egenskaber (væren) på den ene side og kompetencer (gøren) på den anden side:

INDSÆT BILLEDE

Som tidligere antydet er kompetence mere og andet end kundskaber og færdigheder, nemlig evnen til at omsætte og anvende kundskaber og færdigheder i bestemte situationer. Eksempelvis evnen til at håndtere og løse en bestemt opgave eller et bestemt problem. Professionelle kompetencer og kreativ problemløsning er imidlertid uløseligt forbundet med personlige egenskaber og kapaciteter. Omsætning og anvendelse af viden i bestemte situationer er betinget af, at den kompetente professionsudøver har legemliggjort sine kundskaber og færdigheder. Kompetenceudvikling angår derfor måden, hvorpå vi gør brug af og derved legemliggør vores viden. I forlængelse heraf angår spørgsmålene i denne bog – set i et innovationsperspektiv – fagenes formål, mening og anvendelse: Hvad kan man bruge fagene til? Hvad er formålet og meningen med fagene? Hvilken praktisk anvendelighed har fagene og de forskellige fagindhold? Hvordan kan vi som undervisere bringe fagene og de faglige indhold i anvendelse? Hvordan kan vi anskueliggøre, iscenesætte og formidle de konkrete indhold? Kort sagt drejer spørgsmålene sig på den ene side om, hvad fagene er for størrelser og, på den anden side, hvad fagene kan bruges til.

Hvad er sprog og hvad kan sprog bruges til? Hvad er matematik og hvad kan matematik bruges til? Hvad er billeder og hvad kan billeder bruges til? osv. Herefter retter problemstillingen sig mod, hvordan og på hvilke måder man kan omsætte og anvende det faglige stofindhold i forhold til konkrete og kontekstbestemte problemfelter.