Innovation i uddannelse og undervisning

I regeringens og Globaliseringsrådets oplæg til nye uddannelsesreformer (2008) i det private erhvervsliv, i de offentlige institutioner og inden for film- og mediebranchen tales der om behovet for innovation og nye kreative løsninger. Begreberne er kommet på mode og er blevet mantra og motor i det radikalt moderne samfunds udviklingsrationale og brud med industrisamfundets institutionstænkning.

Et gennemgående træk i de nye intentioner og programerklæringer handler om at omsætte og anvende eksisterende erfaringer og viden i nye sammenhænge og i nye kombinationer med henblik på at skabe nye værdier, herunder nye produkter, services og brugerdesign.

Skal de nye begreber om kreativitet, innovation og iværksætteri imidlertid fungere som andet og mere end forbigående buzzwords og modefænomener, er det nødvendigt at indtænke begreberne i et historisk, institutionelt og kulturelt perspektiv. Hvis begreberne skal virke og fungere som andet og mere end metodiske og ekstrafaglige tiltag inden for undervisning og uddannelse, er det nødvendigt at indtænke disse begreber i selve måden, hvorpå vi tænker og praktiserer undervisning og uddannelse.

I nærværende artikel vil jeg derfor forsøge at anskue begreberne og den indvarslede transformationsproces i lyset af nogle filosofiske, modernitetsteoretiske og pædagogiske problemstillinger. Spørgsmålet er nemlig ikke bare, om innovation og iværksætteri er en metode eller et fag, men om det måske snarere drejer sig om en anden måde at tænke og praktisere uddannelse, undervisning og læreprocesser på.

I regeringens debatoplæg Verdens bedste folkeskole – vision og strategi (Regeringen, 2005) blev det pointeret, at:

“Folkeskolen skal sikre børnene og de unge stærke faglige færdigheder. Men eleverne skal også lære at være nyskabende, bryde med vanetænkning og se nye muligheder. I forbindelse med den kommende reform af læreruddannelsen skal de relevante indholdsbeskrivelser af fagene ændres, så de omfatter pædagogiske metoder og teknikker, der kan stimulere og udvikle elevernes innovative kompetencer.”

Og videre hedder det, at: ”Lærerne skal have kendskab til metoder og samarbejdsformer, der fremmer ideskabelse.”

I forlængelse af ovenstående blev det i Undervisningsministeriets rapport Entreprenørskab i de videregående uddannelser. Innovation og iværksætteri på KVU og MVU (Undervisningsministeriet, 2006) tilføjet:

“… at det i forbindelse med den kommende revision af læreruddannelsen for det første sikres, at innovativ kompetence indgår i beskrivelsen af alle uddannelsens fag, og for det andet, at innovativ metode og fagdidaktik indarbejdes i læreruddannelsens metodefag (almen didaktik, psykologi og pædagogik). Endvidere skal der sikres de studerende tilbud om at deltage i undervisningsforløb om entreprenørskab.”

Endelig fremgår det af Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor som lærer i folkeskolen, 12. marts 2007, § 18, at:

“Den studerende skal i uddannelsen anvende metoder og samarbejdsformer, der kan udvikle skoleelevers innovative kompetencer, herunder vilje og evne til i et tværfagligt samspil at tænke kreativt og udvise virkelyst. Uddannelsesinstitutionen skal sikre, at der i linjefagene indgår overvejelser over stimulering af skoleelevers systematiske arbejde med ideudvikling og iværksætteri i et tværfagligt samspil blandt skolefagene.”

På baggrund af disse formuleringer kan der udledes to forskellige tendenser eller diskurser i den aktuelle uddannelsespolitiske tænkning. Den ene handler om mere faglighed (’back to basics’), og den anden handler omflere kompetencer – dvs. at vi skal udvikle nye og supplerende kompetencer, herunder altså innovations- og globaliseringskompetencer.

Disse to forskellige diskurser angår et andet og meget centralt forhold, nemlig forholdet mellem, hvad fag og faglighed er (kernefaglighed), og hvad fag og faglighed kan bruges til (kernekompetencer). Et forhold, der på ét niveau sætter spørgsmålstegn ved fagenes anvendelses- og brugsværdi og på et andet niveau stiller spørgsmål til uddannelsernes og uddannelsesinstitutionernes nytte og nytteværdi.