Entreprenørskabets skole

I et forsøg på at overvinde den kartesianske dualisme mellem sjæl og legeme, ånd og hånd, teori og praksis, de boglige fag og de såkaldt ikke-boglige fag, retter interessen sig mod at forene åndens og håndens arbejde gennem den sanselige virksomhed og æstetiske praksis.

Hvor folkeskolen traditionelt har været rettet mod åndens og intellektets dannelse, retter entrepreneurskabets skole sig mod kroppen og sansernes dannelse – den æstetiske dannelse og det praktiske mesterskab. Afsættet er det praktiske og konkret-sanselige arbejde med tingene, deres egenskaber, betydninger og anvendelsessammenhænge.  Det handler således, i første omgang, ikke om, hvad sprog, matematik eller en hammer er for størrelser, men om, hvad sprog, matematik eller en hammer kan bruges til. Det anvendelsesteoretiske spørgsmål kommer før det erkendelsesteoretiske spørgsmål – og hvad sprog, matematik eller en hammer er for størrelser, vil ifølge Heidegger først vise sig i vores håndterende omgang med dem.

I forlængelse heraf gælder interessen  en rehabilitering af den kropslige og praktiske fornuft, der samtidig tilbagekalder en rehabilitering af håndens og håndværkets primat. I en samfundsmæssig og socialisationsteoretisk sammenhæng retter kritikken sig mod folkeskolens historiske diskriminering af det praktiske arbejde (håndens arbejde) til fordel for en valorisering af intellektet (åndens arbejde). En diskriminering, der har været årsag til mange nederlagsoplevelser, forringet selvværd, modstand og lede ved skolegang og lærdom hos de mange børn og unge, der lærer bedst gennem praktiske gøremål og ved at bruge deres hænder. Børn og unge, som senere i livet finder beskæftigelse inden håndværk, industri og ingeniørkunst; som bager vores brød, reparerer vores huse, veje, biler og vandhaner, sørger for at vi har lys og varme, at vores transportsystemer fungerer, at der er varer på hylderne, at vi får hentet vores affald og trykt de bøger, som vi læser i.

Hvis folkeskolen igen skal kunne bryste sig af at være folkets skole, og ikke kun middelklassens skole, er den tvunget til at reformulere sit kundskabssyn og sin måde at praktisere viden på. Det kan den bl.a. gøre gennem en rehabilitering af den praktiske fornuft, en opskrivning af respekten for håndværket og den materielle kultur. Selv i højteknologiske lande som det danske er store dele af befolkningen stadig beskæftiget med konkret arbejde inden for service, håndværk, industri, transport, restauration, design, ernæring, osv.

Imidlertid er entreprenørskabets skole ikke karakteriseret ved en tilbagevenden til arbejdsskolen (en skole for det arbejdende folk), men netop ved at være en skole, der er rettet mod at udforske menneskets grundlæggende dannelsesforhold; vores forhold til naturen, tingene, andre mennesker, vores forhold til os selv og vores væren-i-verden. Skolen er med andre ord praktisk-filosofisk anlagt og bygget op omkring de menneskelige eksistentialer, hvorved den bliver i stand til at kvalificere arbejdet med børn og unges livsduelighed, livsmod og måske endda livsglæde, hvilket den nuværende kundskabsskole med dens fagskematik ikke er i stand til.