Engagementets filosofi

Det drejer sig om, hvordan man kan engagere og delagtiggøre børn og unge gennem smag, billeder, sprog, tal, musik, natur, historie, geografi etc. Det er et dannelsesprojekt, der grundlæggende handler om at kultivere, raffinere og udvikle vores forhold til hinanden, vores omverden og tingene omkring os – og ikke mindst vores forhold til os selv og vores væren i verden: vores eksistensforhold. Individets dannelse handler bl.a. om at engagere sig – at ville, gøre og skabe noget i verden

I det perspektiv handler innovation og entreprenørskab om aktivt og konkret at engagere sig i sin omverden gennem de faglige stofindhold, om at se muligheder, være nyskabende og ikke mindst kunne gøre ideer til virkelighed og dermed skabe (nye) værdier. Eksempelvis kan det ske i form af udvikling og formidling af humanitære projekter, sociale interventionsformer, kulturelle arrangementer og events, sundhedsprogrammer, energipolitiske indsatsområder, nye måder at oplyse, informere og undervise på.

Hermed åbner vi for en kritisk diskussion af, hvad viden kan bruges til, hvilken værdi viden har og i hvilke sammenhænge, eksempelvis værdien af nye videns- og teknologiformer.

I videre forstand handler det om, hvordan vi som mennesker opfatter, anvender og kultiverer os igennem de informationer, teknologier og artefakter, som vi benytter os af i vores dagligdag. Viden, ting og design, som vi på forskellige niveauer selv er med til at skabe, omsætte og kommunikere.

Innovation og entreprenørskab sigter mod at kvalificere bestemte kompetencer og læreprocesser, der baserer sig på ideudvikling, kreativitet og formgivning. Det vil sige læreprocesser, der som æstetisk – sansemæssig og skabende – praksis bl.a. indbefatter konceptudvikling, design, produktion og formidling. I den forstand udgør form- og produktsiden i højere grad end indholds- og processiden et dynamisk moment i innovative og entreprenante læreprocesser.

For så vidt introducerer begreberne om innovation og entreprenørskab et nyt formsprog i pædagogikken, der på mange måder er beslægtet med æstetiske læreprocesser og kommunikation. Det nye formsprog genstarter og reaktualiserer klassiske temaer inden for pædagogik og didaktik, såsom forholdet mellem dannelse og uddannelse, teori og praksis, subjekt og objekt, kundskaber og færdigheder, egenskaber og kompetencer, læring og undervisning etc.

Interessen for innovation og iværksætteri indikerer imidlertid en forskydning fra ’subjektet’ mod ’objektet’, idet interessen i højere grad gælder tingenes egenskaber og anvendelsesværdier (materialitetsformer, teknologier og design) end subjektets umiddelbare opfattelser og erfaringsformer.

Med et begreb fra den tyske filosof Hegel omhandler denne forskydning ’subjektets brydning i objektet’. Heri ligger der et brud med reformpædagogikken, der satte det frigjorte subjekt i centrum for sine erfaringsdannelser. Arbejdet med kreativitet og innovation implicerer imidlertid en forstyrrelse af elevens overleverede erfarings- og vanedannelser. Hos Hegel er forudsætningen for, at subjektet kan (over)vinde sig selv, at det fortaber sig gennem arbejdet med stoffet (participation). Gennem arbejdet med stoffet objektiverer og yderliggør subjektet sig selv for gennem sin værkfrembringelse at vinde sig selv og sin humanitet på trinhøjere niveauer. Som billedhuggeren, der hugger sig ind til sin skulptur, danner og kultiverer vi os ved at arbejde os ud gennem stoffet, samtidig med at vi hæver de stoflige kvaliteter i en form for sublimationsproces.

I samme forstand som pædagogen og kulturteoretikeren Thomas Ziehe taler om ”god anderledeshed”, må undervisningen tage sigte på, at man gennem arbejdet med stoffet bryder subjektets umiddelbare og hverdagsagtige erfaringsverden. Det betyder imidlertid ikke, at man ikke længere skal tage udgangspunkt og afsæt i det hverdagsagtige (de primære oplevelsesformer), men at de subjektive decentreringer (intelligensens eksternalisering) kvalificeres ved at forblive i objektet. Fænomenologisk set må man gå til sagen selv via en filosofisk aktivitet i tingene, dvs. via introspektion og en spørgen ind til tingenes væren-i-verden. En sådan form for grundliggende udforsknings- og spørgeaktivitet er benzinen og drivkraften i enhver form for læreproces. Allerede fra det øjeblik vi fødes ind i verden er vi i gang med at lære den at kende gennem syn, hørelse, smag, dufte og berøringer for snart gennem en pegende gestus at spørge til tingene omkring os. På baggrund af vores verdensåbenhed tilegner vi os selv og vores væren-i-verden gennem eksistentielle grundlagsspørgsmål: Hvad er meningen med livet? Er der et liv efter døden? Hvad er uendelighed? Hvem er jeg? Hvordan skal jeg leve livet? Kunne det hele være anderledes? osv. En af pointerne med at tilbagekoble pædagogikken til filosofien er at påpege, at de filosofiske grundlagsspørgsmål er motoren i det pædagogiske arbejde, der handler om, hvordan mennesket tilegner sig verden og tingene – finder sig til rette og indretter sig i verden.

En anden pointe med at tilbagekoble pædagogikken til filosofien er at påpege, at vi altid allerede er i gang med at opfinde og konstruere verden. Menneskets liv og tilværelse har fundamentalt set karakter af at være et projekt. Mennesket er kastet ind i verden og i sin kastethed lever mennesket sit liv i en form for udkast. På baggrund af vores verdensåbenhed er vores forhold til verden intentionelt anlagt. Vi er altid allerede ude i verden, rettet mod noget – optaget af noget.

Fra første færd er vi altså engagerede i verden, og med den franske filosof Gabriel Marcel kan den menneskelige eksistens bestemmes som engagement, idet vi i vores sansning er umiddelbart delagtiggjorte i vores omverden og legemliggør dette engagement gennem vores krop og handlinger.

At engagere sig (mettre en gage) betyder, at man giver noget i pant, sit ord eller et løfte om noget. Med vores engagement sætter vi således noget af os selv på spil. Derved er vores engagement tæt forbundet med vores gøren, eksempelvis med det at gøre noget for andre. Således også i pædagogiske relationer og undervisningspraksis, der fundamentalt set handler om, hvordan vi tænker og praktiserer vores forhold til verden og hinanden.

I forbindelse med et begreb om pædagogisk innovation og didaktisk entreprenørskab gælder interessen i særlig forstand vores praktiske omgang med ting og tingslige fremtrædelsesformer og dermed en kvalificering af ’den praktiske fornuft’.