Embodiment

Vores krop og kropslighed er grundlaget for hvad vi kan og for vores (praktiske) erkendelse, idet bevidstheden ikke er et ”jeg tænker at”, men et motorisk ”jeg kan”. Derved kan det siges, at kroppen er erkendelsens subjekt og grænse – at kroppen er erkendelsens og læringens subjekt. Det betyder i en videre forstand, at sprog, billeddannelser, orienteringer, kommunikation og kognitive operationer har basis i kroppen og den kropslige væren-i-verden, hvilket har markante implikationer for forståelsen af undervisning, læring og måden hvorpå vi traditionelt holder skole. En første og indlysende konsekvens er, at fremtidens skole mere aktivt skal bidrage til og støtte op om at udvikle børn og unges praktiske og brugende omgang med den materielle kultur og tingsverden.

Udgangspunktet er således, at mennesket fundamentalt set dannes gennem sit kropslige og sansemæssige forhold til ting, personer, institutioner og kulturelle fællesskaber. Derfor burde skolerne i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, tage vare på børn og unges præferencer og orienteringer, når det gælder deres smagsdannelser inden for f.eks. madlavning, påklædning, kropslige udtryksformer, tegngivning, interiør, arkitektur, sport og bymiljø. I langt højere grad burde skolerne tage vare på den dannelse, der finder sted i det sociale, kulturelle, materielle og virtuelle rum; i fritids- og forbrugerkulturen, i dagligdagen, på gader og pladser, i indkøbscentre, i klubber, på værelserne, i de virtuelle netværk og foran spejlet.

Problemet med den eksisterende kundskabsskole er, at den ikke formår at kvalificere elevernes sanselighed og oplevelsesformer. Det, der mangler at blive varetaget af skolen, når vi taler om sanselighed, er elevernes selvforhold, det vil sige forståelsen af sig selv og sit sanselige forhold til sin omverden, herunder den sansemæssige forestillingsevne og fantasi. Det drejer sig med andre ord om elevernes fysiske dannelse. En fysisk dannelse, der ikke må reduceres til at brænde fedt og kalorier af, men som handler om at sanse verden i forhold til andre og sig selv. Det vil sige, at sanse hvad det vil sige, at være til stede i verden. Det handler om at sikre børn og unges kropslige forankring og identitetsdannelse som køn og som sociale og kulturelle subjekter.