Ude 2

De første to dage indeholdt fælles museumsbesøg og andre kulturelt orienterede aktiviteter. Vi nøjedes med at fastlægge tre obligatoriske besøg, hvori indgik formidlingsøvelser og tegneopgaver i ’modernistisk’ studieturs forstand.

Stedet

• Find et sted, hvor du sætter dig – sid stille i 10 minutter.
• Hvad kan/gør stedet og hvorfor?

Reflekter over, hvilke tegn du finder i:

• Funktion (hvad skal det anvendes til?)
• Indhold (hvad handler det om?)
• Hvornår er stedet opført? Hvor er det placeret?

Bevæg dig i forhold til stedet – min. 10 minutter

• Hvilken adfærd har du pr. automatik når du bevæger dig rundt?
• Hvad betyder det, hvis du indtager andre adfærdsformer/bevægelsesmønstre? Hvordan ville du agere, hvis det var en legeplads?

Skriv notater/stikord ind imellem

• Vælg fem ord, der siger mest om dine oplevelser/associationer
• Skriv de fem ord på et banner hjemme.

• Oplæg om Berlins historie fra 1. verdenskrig til nu – i store træk (en studerende, 10 minutter, uden for hvis vejret er godt)
• Gå i grupper á 3 udstillingen igennem. Orientér jer om arkitekten og bygningens historie
• Find i gruppen så mange arkitektoniske begreber om bygningen som muligt – og skriv/tegn dem i logbogen.

Oplæg om Käthe Kollwitz.

• Gå hele museet igennem på ½ time først. Individuelt
• Vælg et billede, du vil fordybe dig i den næste time
• Undersøg hvilken teknik og materiale billedet er lavet i/med
• Lav en gengivelse, der bliver så nøjagtig som mulig
• Vælg en detalje, som du forstørrer.

Sociale rum

Hvor meget og hvor lidt ’blander’ vi os som lærere i det sociale rum – og hvordan?

Hvis man kan tale om at opdele den sociale dimension i to: Én der især foregår i læringsrummet og én der primært er samværsdomineret, er vi som lærere optaget af at ’gå foran’ som dem, der af og til laver ’settingen’ (Ziehe, ).

Men vi uddelegerer også. Vi opfordrer til, at vi spiser fælles om aftenen, i hvert fald flere gange. At vi finder ’vores lokale værtshus’, som vi kan mødes på, hvis vi ikke spiser sammen. At vi ’gør noget sammen’ under middagen, og at de studerende selv fordeler disse opgaver mellem sig.

Under afslutningsmiddagen på den tyrkiske restaurant havde vi lærere selv ’et indslag’ med billedkunstfagligt indhold: Vi medbragte et stort antal af de blade og gratisaviser, som ligger i alle caféer/hostelfoyéer og forretninger, tillige med limstifter, kulørt A-4 papir og tushpenne.

Alle fik nu til opgave at lave en collage i riveteknik med motivet: ”En tysker”.

Efter end billedarbejde sendtes billederne 5 pladser til venstre, og den ’nye ejermand’ skulle nu give personen navn, adresse og profession.

Parvis fortalte de studerende derefter hinanden om baggrunden for deres valg, og her måtte de i den oprindelige collage finde tegn og formsproglige grunde til, at personen netop skulle have dette navn, og netop kom fra den eller den bydel.

Opgavens billedkunstfaglige mål var at blive bevidste om de ofte begrænsede forudsætninger, vi har for at kunne afbilde, navngive og i øvrigt udtale os om ’den anden’. Ofte er vores forforståelser præget af fordomme og ikke viden om det, vi afbilder, udtaler os om, mener.

Her fik vi i festligt lag taget hul på en sådan (selv)refleksion, idet hver enkelt kom til at argumentere med – og dermed tænke over – de underforståede koder, vi benytter os af, i billedsprog såvel som i verbalsprog.

Hvordan ser en ’Hansi’ ud, fx? Er det ham med schlägersangene, eller er det receptionisten på hotellet?