Ude 1
Her finder du informationer om aktiviteter, der foregår undervejs i bussen.
Medbring en overraskelse…!
Det var ét af adgangskravene til studieturen. Hvorfor det?
En studietur rummer også en social dimension. Holdet af studerende kommer til at lære hinanden at kende gennem de mange forskellige billedfaglige opgaver undervejs, men det sociale liv kan også iscenesættes efter samme dogmekoncept, som vores opgaver er det. Som fx at stille det krav om at medbringe en overraskelse, som skal komme holdet til gode på ét eller andet tidspunkt i løbet af turen.
Vi er ikke kommet langt, før den første studerende tager mikrofonen for at overrække sin overraskelse til os – 45 Anders And blade til låns.
Én har bagt, andre læser et digt op, andre igen har skrevet en sang.
Film
Vores tur gik til Berlin, med en færgetur over Gedser-Rostock. Efter færgeoverfarten ser vi filmen Goodbye Lenin, en rørende ’hverdags-politisk’ film om en østtysk families forsøg på at skjule de nye tiders moralske og politiske forfald for deres trofaste og aktivt partipolitiske mor, som ligger i koma i de revolutionerende dage, hvor muren faldt.
Eksempler på opgaver under transport og i byen

Tegneopgaver
- Tegn mindst 5 gange, mens du transporterer dig. I bussen, eller hvor som helst . Det ryster, og det er ok! Tegn fx: din sidemands hånd, sko, øre, et hjørne med flere personer, udsigten, som passerer forbi.
- Tegn mindst i 10 minutter hurtige skitser af hinanden. Alle der bor på værelset på samme tid. Sæt jer/læg jer, så I har hver sit motiv, men med mindst 1 person på. Hold tiden – og munden!!
- Tegn én gang på en café/restaurant. Tegn dit måltid. Og tegn udsigten fra din plads (brug søger og vælg et udsnit).
- Tegn et studie af et motiv, dvs. brug lang tid på én genstand/ét motiv. Løse streger, efterhånden flere detaljer, skygger, skraveringer, flader. Gå igennem tegningen flere gange, flere steder. Arbejd med lys/mørkekontrast…

Lærerrespons
Vi følger op på opgaverne ved at gå rundt i bussen, give kommentarer, lade det fremgå, at det er i orden ikke at kunne håndværket: ’at tegne så det ligner’. At det ikke altid er idealet, og at det at notere understøtter selve oplevelsen, og at det nogle gange kan være selve målet.
Valg af opgave
At vælge tager tid. Det kræver at man åbner sig for noget man ikke kender. Vi vil gerne gøre det klart, at valg kan kvalificeres gennem kommunikation.
Vores metode er:
- Notér løs i 3 minutter i din logbog, om hvad du tænker/associerer til for hver opgave.
- Vælg én opgave. Notér løs om den i 3 minutter.
- Vælg en anden opgave. Gør det samme.
- Sæt jer sammen to og to – interview hinanden på skift om hver af idéerne i 5 minutter. Intervieweren skal ’spørge videre’ i den andens tankespor, og på den måde hjælpe med at udfolde ideen på den andens præmisser.
- Giv derefter hinanden feed-back, forstået som det I selv kom i tanker om, mens I interviewede den anden.
Brug en rum tid til at notere dig de indspark, du fik i kommunikationen.
Kontakt
Jan Mikael Alstrup Fogt
jafo@kp.dk
+45 51 63 27 11